Sandet klistrede til mine fødder da jeg gik over den velkendte strand. Regen piskede mod mit ansigt, og det gjorde så pokkers ondt, men jeg var ligeglad. Der var ingen smerte der kunne overgå den, der brændte i mig nu. Den brændte som tusind flammer, og stak som hundrede knive. Der var ingen smerte som at miste nogen man holdt af. Nogen man elskede, og ville gå i døden for.

Noget vådt løb ned ad min kind, og varmede mine frosne læber. Der var ingen andre på stranden. Ingen andre til at se den usynlige smerte. Jeg satte mig ned, og kiggede ud over bølgerne. Jeg kunne se fuglene flyve ud over vandet. Tænk at være en fulg. Fri for alle bekymringer, bare flyve dagen lang. Men nej, jeg sad fast her, ude af stand til at stoppe den brændende smerte