Somme tider, når jeg lytter til vinden, hører jeg ord fra dig. Bladene hvisker tidligere urørte eller gentagne tanker om det, der var, og det der kunne have været. Kronerne hvisker ustandselig: "En anden tid." Som staccato.

Tankerne flyver. Livet er delt i epoker? En epoke forsvinder og en ny kommer til. Hele tiden. Bølgerne i havet følger vinden, ligesom tankerne spredes og samles. Mågerne følger vindens legesyge. Er det for stridt, hviler de sig i flok eller to og to. Måske pirker en enkelt måge alene.
Når asen Thor er på vej, bliver måger og andre fugle tavse. Himlen bliver mørk. Hammeren drøner tordnende over skuet. Vinden lader skyerne ramle sammen i mægtige lyn. Solen smiler opklarende efter regnen uanset.

Tænker du nogensinde på dengang, vi var på camping i Sverige. Der var das i små skure med plads til 2 personer. Vi arriverede dog enkeltvis. Så var der Flemming, som tabte bilnøglerne til vores camper. Vi måtte si en hel sandstrand igennem i tre dage, før Laila fandt dem i bagagerummet, og vi igen kunne hente morgenbrød, mælk og især rødvin. Som sol over fjeldet klarede vi op. Lige indtil de tøjrede øl i strandkanten stak til søs. De vuggede ellers fredeligt liggende i et vandfad for at køle af.
Om aftenen var der guitarspil, fællessang og bål. Verden var ny og spændende, fuld af mystik og kærlighed.
Det er bare én af vore mange oplevelser sammen.

Nu er du i en ukendt sfære. Men undertiden, når jeg lytter, er du der - et sted.
Epokerne skifter. Vinden smyger sig og indhenter eller afviser.

Kærlige hilsner