Jeg ligger på båren. Bundet, mærker jeg. Væltet om på gulvet. Han ligger ved siden af mig. Dødt udtryk i ansigtet. Jeg rynker næsen. En velkendt dunst af lort og pis fylder luften. Dødens lugt. Og blodet. Den metalliske lugt. Ram, her i sommervarmen. Det står uklart for mig, hvad der er sket. Ser mig omkring. Forladt lagerhal. Dyrefoder i gul indpakning. Blodet pibler fra Henrys brystkasse. Alt vender nu tilbage til mig. Han havde vækket mig. Ville støde kniven i brystet på mig. Jeg fortjente det, men højere magter holdt hånden over mig i aften. Jeg trak det ud. Spillede på hans svaghed. Da han var tæt på, fik jeg væltet båren og han landede, hvor heldig kan man være, ovenpå kniven. Han spjættede og jeg vidste det var overstået. Han spjætter stadig lidt. En smule nerver. Men sjælen har forladt ham. Jeg ser det i han øjne. Puster ud. Mærker trætheden og eftervirkninger af bedøvelsen. Jeg tænker, at jeg bare kan lukke øjnene lidt. Henry går ingen vegne. Så hører jeg dem. Først langt borte. Sirenerne. De kommer tættere på og de må ikke finde mig her. Med ham. Min træning har lært mig, at en paniksituation skal håndteres med ophøjet ro. Mit hjerteslag og mit åndedræt er som altid normalt. Jeg sveder, men det er grundet varmen. Tropenat. Klistret fra gaffatapen om mine håndled, opløst i heden. Glider på sveden fra min hud. Endnu et held. Båren er tung og rokker sig ikke når jeg prøver at bevæge mig. Henrys blod løber hen ad gulvet og når snart min skjorte. Sirenerne kommer nærmere. Sveden løber ned i mine øjne. Koncentrerer mig om at få min ene hånd løs. Succes! Løsner hurtigt den anden hånd, derefter fødderne. Jeg rejser mig og børster mig af. Kigger på Henry endnu engang og forlader lagerhallen. Går ud i den varme måneoplyste nat, og lægger dagens begivenheder bag mig.