Mit selv er som en blå ballon, der med sin flotte og skinnende overflade af gummi, bevæger sig let gennem tilværelsen, den virker let, harmonisk og i balance. Men sandheden er, at denne overflade er min facade og misleder personerne omkring mig. For selv om den er smuk, er dens indre kun fyldt med luft. En gummiagtig luft, som siver ind gennem de mindste sprækker og forsager denne ambivalente følelse.

Mørket skygger for lyset.

Mit indre mørke hvisker, men jeg forstår ikke betydningen. Mine organer hungre efter den, for i hele mit falske liv har jeg kunne fornemme den. Og min fornemmelse fortæller mig at det er hvem jeg er. Jeg må bare eftergive mig selv til mørket, for så at finder jeg ham - min blinde passager.

En maske af porcelæn.

Mit hjerte lever, men pumper koaguleret blod rundt, og forgifter mine indre organer. Ligeså stille rådner mit indre op, som kød i solen,

Men sammen med hende, er det som om at masken løsner sig.