Hester Miyogi sad i dyb meditation. Således havde hun siddet i fire timer og havde ikke rørt på sig en eneste gang. Hendes koncentration var fuldkommen. Og de andre munke vidste, at deres mester viste for dem, en storladen gave til disciplene: At udøve, ikke prædike, fuldkommen meditation. Hun var den eneste kvinde i klostret og endda dets leder og yogi.
   Hvis vi kunne se ind i mester Hester Miyogis sind, ville vi se hende kæmpe med sin Enkidu, for hun havde nys lidt et stort nederlag. En potentielt stor discipel, der kunne blive den mægtigste og viseste af alle mestre, havde afslået hendes tilbud om oplæring. Og hendes ønske om grusom hævn havde sendt hende ind i en række lange klokkemeditationer. Hun måtte kontrollere sine impulser således at hendes visdom ville tjene hende i stedet for at lade følelserne træffe beslutninger hvis endelige udkomme var umulige at overskue.
   Discipel Vain Konho rejste sig nu fra sit leje og begav sig mod den ydmygt udseende klokke, der var mere end tusind år gammel, for at gøre sig parat til at slå på den tre gange, for dermed at markere afslutningen på miyogiens fjerde meditationstime og overgangen til den femte. Konho lukkede øjnene og talte inde i sig selv, tog en lille træpind skåret fra et lotustræ, og slog tre gange på den lille klokke. Da den sidste tone havde ringet ud, åbnede Hester Miyogi øjnene, drog et dybt suk og rejste sig roligt og fattet op. Hun så rundt på de siddende disciple og gik fra sit lotusleje over til Vain Konho. Hun stillede sig foran ham og så ham dybt i øjnene. Alle holdt vejret for de vidste at discipel Konho havde begået en stor fejl. På mindre end et splitsekund slog Hester Miyogi sin næve igennem Konhos krop og flåede hans hjerte ud. Konho faldt til jorden og Hester Miyogi vendte sig mod sine disciple og sagde:
   - Således går det dem der ikke kan tælle.
   Derefter slap hun Konhos hjerte, der havde talt otte sekunder forkert inden klokkeslagene, og med vinden i ryggen, blæsende ned fra de sneklædte bjerge, forlod Hester Miyogi sine disciple for at være alene med sine tanker.