Latteren gav ekko. Richoterede mod klipperne. Sneen løsnede sig. Det var et hvidt monster. Det var ti sekunders evighed. Instinktivt klatrede jeg op i et træ. Anders blev instinktivt stående. Han hverken ville eller kunne gøre noget, han vidste det var nu. Det var ligegyldigt. Anders blev ædt.

Den mindste gazelle undslipper. En støvle lå halvt begravet. Jeg tog fat i den, men det var kun en støvle. Fandt feltspaden frem, gravede panisk. Efter Anders, efter håb, efter god samvittighed. Solen skinnede som altid. Svedperler sprang frem. Maskineri, Spadehovedet var som et knivsblad, sneen var som smør. Anders var som..

Gravede og gravede igen og igen. Redskabet ramte nyt materiale. Gravede videre. Jeg vidste det var en trærod. Gravede videre. Sneen blev rød. Spaden fortsatte. Spadestik på spadestik på spadestik. En kvalmende knækkende lyd, fortalte mig at jeg var nået igennem roden. Jeg kiggede ned for første gang. Jeg måtte fjerne det nedskredne sne, for at kunne se hullet.

Forbavset så jeg ned på Anders. Han træk vejret, han var befriet fra sneen. Alligevel var han døende. Jeg vendte mig om og begyndte at grave. Denne gang indtil jeg nåede den frosne jord. Den var stenhård, men jeg gravede alligevel. Spadestik på spadestik.