gløden som blev slukket
den kolde nat
hvor tonerne flød ud
af hver en afkrog
for aldrig at skulle spilles igen
repeterer ordene de blide
indtil kulden indtog
hvert et lydspor fra din mund
blodtørstigt piskede de
mig til nådeløs ukendelighed
du puttede grus i mit hylster
HVOR KUNNE DU
infiltrerer så skærende selvisk
kraften snor sig ud
fra de hænder jeg bærer
duften af dig er ude
af min næse forlængst
alle dine ting er brændt ud
men hadet til dig lever
som bakterier på hud
i min uglede have
gror svulmende grønt
især en plante kræver
særlig omsorgs vand
den har dit blod og navn