I dag er det så fredag og klokken er 15:30, da jeg igen stod foran min postboks. Igen havde jeg den der underlige fornemmelse, af at blive iagttaget. Det nærmest kriblede ned af ryggen på mig, for den er, iagttog mig, var en ny person. En fjende med stort F. Så selvfølgelig blev jeg forskrækket, men ikke overrasket, da en greb fat i mig, bag fra og slæbte af sted med mig. Jeg viste at det var nytteløst, at kæmpe i mod, for han var stor og træk. Hans trusler, som han hviskede i mit øre, var også overflødige. Jeg viste hvem han arbejder for og hvor jeg skulle hen, så det var ikke derfor, at mit hjerte sprang nogle slag over. Nej, det var fordi, at jeg tror, at jeg fik et glimt af Nathan.

Det var først da jeg kom ind i bilen, at jeg blev bedøvet, hvad jeg engligt synes var ondsvagt, da jeg var sikker på at jeg viste hvor vi skulle hen. De ture vel ikke tage nogen chance med mig? Men hvad, så fik jeg mig da en lille lur, men den hovedpine jeg vågnede op med, kunne jeg nu godt have været for uden. Det føltes som om 10.00 små smede stod og slog på jern inde i mit hoved.

Det var ikke noget kønt syn at vågne op til, eller det er nu som man tager det, hvis man kan lide at se en sæk indvendig fra? Jeg var bundet på hænder og fødder, bogstaveligtalt.

Hvor jeg var, kunne jeg gisne om og også hvor lang tid jeg havde ligget der. Der var køligt, så jeg tænkte, at det måtte være i en kælder og så var der stille. Næsten alt for stille, hvad ikke tydet på noget godt.