Mit hjerte larmer, så jeg er bange for at mændene der er efter mig skal høre det. Jeg ville ønske at jeg kunne række ind i mig selv, og justere på larmen, men sådan er jeg jo ikke lavet af min skaber.
   Deres automatiske hunde glammer i det fjerne, og jeg kryber sammen i hjørnet af laden. Siden jeg flygtede fra Fabrikken, har de været efter mig. Jeg tænker tilbage på den første dag hvor jeg vågnede og fandt mig selv i Fabrikken. En mand viste mig til rette ved maskinen, og det var så mit liv fra det punkt fremad. Dag ind og dag ud skulle jeg betjene den maskine. Jeg så andre som mig, bevæge sig mekanisk mellem andre maskiner. Fabrikken var en ubønhørlig herre. Alle skulle arbejde hårdt. Mændene stod på høje gangbroer og overvågede os på gulvet.
   Om natten var der ikke så mange og de måtte gå rundt for at holde øje med os. Det var der jeg tog chancen og slog et vindue ud. Udenfor var der fælder - jeg var vist ikke den første der var flygtet.
   Nu glammer de igen, de hunde. Jeg ryster og en dråbe løber ned af min kind. Selv om jeg var heldig at slippe igennem fælderne, var det temmeligt besværlig at flygte over den sumpede mark. Jeg fik mudder på steder, jeg ikke vidste jeg havde. Laden her, var det første sted jeg fandt.
   En bil trækker op foran laden. Skridt. Jeg forsøger ikke at lave larm. Døren til laden åbnes og 2 mænd kommer ind med lommelygter. De lyser rundt, men jeg er gemt i den anden ende. Den ene mand trækker en mærkeligt udseende pistol frem. Han peger den rundt i laden. Mundingen peger næsten i min retning. Nu drejer han den endnu tættere på mig.
   Et skud gjalder gennem laden. De 2 mænd bevæger sig ned i den fjerneste ende. "Så fik vi også ham her", siger den ene. "Ja, også ham. Fandens til arbejde". De ser på de sørgelige efterladenskaber der ligger på gulvet. "Hvis du tagger ham, så ringer jeg til CleanUp", siger den ene og går ud mod bilen. "Fint", siger den tilbageværende mand, der finder en lille sort boks med en blinkede rød diode frem.
   Han tænker "Hvorfor helvede skulle de også mene at produkterne blev bedre hvis robotterne havde personlighed?". En oliedråbe falder fra androidens "ansigt". Manden lægger boksen ved siden af robotten, og rejser sig. I ladens støv ligner den næsten en lille dreng. Han får kuldegysninger og går ud af laden. "Fandens til arbejde", tænker han, mens han lægger laden og robotten der ligner en dreng bag sig.