Jeg sidder der som en stor sort fugl
og taler om død, desperation,
fortvivlelse, sorg og smerte,
lidelse, lidenskab og længsel.
Jeg sidder midt iblandt dem
- de ænser mig ikke.
De vil ikke høre min tale;
den sorte krages mørke snak
- midt i deres påtvungne munterhed og påtagne glæde.
De lukker deres øjne for mig
i de fornøjelser, hvormed de lader sig nøje.
Skønt jeg står der
lige foran dem
med de krumme kløer
kradsende dybt boret ind
i deres hjerter.
De nægter at føle,
hvor godt jeg har fat.
De skriger slet ikke,
når min klo langsomt
river sig løs
og sætter sig blødende spor
lige midt i deres smukke smilende ansigter.
De véd godt,
at her lever fuglen uden sang.
Ådselsæderen, der ernærer sig af sønderrevne hjerter
og beruser sig i det stærke blod.
De aner min eksistens,
men vil aldrig lade sig mærke med det.
Min tilstedeværelse
er ganske ubemærket.
Stille og mørk.
Kun de, der gemmer sig i dystre kroge,
opfatter fuglens tavse tunge vingeslag.