Døden,
er noget jeg tit tænker på.
Er jeg skør, eller ved at blive det,
eller sidder mine tanker bare for løs.
Jeg mener jo selv jeg er klog og rationel.
Hvorfor tænker jeg så på døden hele tiden?

Nogle mennesker siger, de kan mærke døden er på vej.
Er det hvad jeg også kan mærke.
Jeg føler nogen gange at han er tæt på, at han leger med mig.
Men hvad kan jeg gøre ?
Hvis han vil have mig kan han jo bare tage mig.
Jeg kan intet gøre, han vil altid vinde til sidst.

Andre gange føler jeg han allerede er inde i min krop,
og bare venter på at slukke for strømmen.
En prop i blodet, en bristede hovedåre i hoved,
at han stopper mit hjerte midt i det hele.
Jeg føler hele tiden hans horn i siden.
Hvorfor leger han med mig, når han bare kan stoppe tiden.

Måske er han fascineret over jeg ingen dødsangst har,
for jeg er ikke bange for døden.
Jeg har mødt ham et par gange før, hvor han lod mig vende tilbage.
Men denne gang er det anderledes, denne gang står jeg alene.
Skal jeg ikke engang have mine femten minutters berømmelse,
eller får jeg først dem efter min død.

De har kørt om hjørner med mig, før de kørte mig ned.
Jeg har måtte lægge ryg til andres knive,
og går med et hul i hjertet der ikke vil læges.
Så hvis du tror du kan skræmme mig, så bare kom an,
men vis dig for fanden som fanden,
og ikke nogen anden.

Jeg sagde jo bare jeg tænkte tit på døden.
Ikke at jeg var klar til døden.
Næ du, jeg tror jeg bliver her lidt endnu,
jeg har stadig ting jeg skal nå.
Men døden vil jeg nok altid tænke på.
Det bliver bare ikke nu, den får mig med.