I kirken sad du og holdt om mig. Din vinge omfavnede min sorg, så tryg og tæt.
Dernede lå hun, helt kold og død. Det var slet ikke til at tro. Hun var jo så god til at samle familien, tildele glæde og smil. Det hele var så familiært, og nærværende da hun var i live. Mormor var vigtig for mig, for hos hende kunne jeg bare være.
Jeg havde det på samme måde med dig. Hos dig var alt trygt og sikkert, indtil den dag du også var væk. Jeg prøvede at overleve i mig selv.
Jeg tror, at jeg tillagde ham dine og mormors evner til at give mig den tryghed jeg har brug for. Men jeg blev bange, meget bange for at han også ville forlade mig. Frygten for at miste den tryghed igen, gjorde at jeg ikke turde åbne helt op og lukke ham helt tæt på. Han fik aldrig lov til at kende alt ved mig, og hver gang han forsøgte, skubbede jeg ham væk lidt efter lidt. Gør man det ofte nok, så har det en effektiv virkning.
Lige nu sidder du vel og får ondt af mig, men det skal du ikke, for hvis jeg ikke blev klogere på mig selv, så er jeg ikke i stand til at lære af mine fejl. Skulle jeg være så heldig nogensinde at få chancen igen for at opleve den tryghed, så omfavner jeg den, for det er verdens mest eventyrlige følelse. Det er følelsen af at alting er godt, og intet er ondt. Det er følelsen af glæde og at være lykkelig uden at man er bevidst om det i selve nuet. Det er følelsen af at kunne huske mormor, dig og ham.
Det bliver aldrig det samme igen, det ved jeg. Han skal leve med, at han ikke kan passe på mig, som han lovede dig, og jeg skal leve videre uden ham, min største og vigtigste kærlighed.