De glider gennem vandet i en bølgende bevægelse.
Endnu en dråbe klemmer vandet i bølger. Se dem danse. I smil. De danser på vandets allerglatteste bølger.
Smil. I bølger. I vindens allernådige skov op til. Det grønne og det allerfrodigste, som skinner på alle høje bakker, der kan skimtes.
Og mens lyset kaster dråber af kærlighed over stammernes kroner, kommer hun til live.
Åens vand spejler hendes bløde læber, der sender kys mod Himlen.
Kys som skærer i blæsten - suser i vejr, og tråden - den evige tråd; den tråd der holder os alle,
strammes til, så ganske langsomt.
En engel er iblandt os nu. Iblandt os alle. Og bløde dråber hvor end de glider i vandet, bliver til bølger og blæst, ild og jord,
sang og kærlighed, og til had og krig.
Alle levende ord og alle de døde, vil være knust under det allerhelligste, når skovens mørke engel spreder skræk og rædsel.

For skræk og rædsel - vil hun sprede...