Ole Lukøje var uden magt
han var blevet tørlagt
efter han faldt i vandet
og havde tabt alt sandet
Ole fik ikke lukket et øje
han måtte hele natten døje
Ole var afhængig af sit støv
nu sad han bare på sin røv
den sidste der sov stille ind
var Paven, det sølle skind
men ellers var luften støvfri
der var end ikke støv til en bi
ingen steder gik klappen ned
det var en søvnløs elendighed
Ole tog til Støvfeen for at se
om de sammen kunne få en idé
Støvfeen gav ham magisk støv
Ole klappede blidt hendes røv
igen var Ole Lukøje på banen
med masser af støv på fanen