Jeg går med mine minder som lænker for fødderne
For hvert en kilometer jeg går, skrabes de hen af jorden
Grundet dette, bliver minderne forvrængede og kolde
Kort sagt, så ser jeg intet.
Ingen smil, ingen kys og kærtegn
Kun folks hoveder
Som efterhånden ligner store runde klatter
Ordene der blev sagt er slørede og lyder som gåder, der aldrig vil blive løst
Ville ønske at man kunne sætte et punktum for hver afslutning
Men det bliver aldrig til andet end et komma
Det hele er som en sætning med flere kommaer
I stedet for et enkelt og så et punktum