Rastløs
Hun ved at hun findes
Hun går i blandt dem på må og få
Hun spejder ud mod horisonten
Hun ser solen synke
Over det land hun kalder
Hjem
Hvad skulle livet uden hende
Tiden iler
Og hun med den
I disse øjeblikke føler hun sig i live
Men andre gange ej
Hun kan mærke varmen og kulden
Men ej kærligheden
Der springer fra menneske til menneske
Hun ved at hun ikke er fri
Men bundet til at blive ved med at gå
Betryggende ved hun at det snart er forbi
Hun lægger sig i søvn
Tilbage til drømmelandets ro
Hun sover, ja, men hun sover hos engle