De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig ud, Æbletræer og blommestræer blomstrede allerede og de første sommerfugle var vågnet til dåd. Himlen var blå og en mild brise legede i dalen.
   Alfen Penny strakte sin aldrende krop og tittede gennem pixiblomstens blade ud på den store verden. Hun havde klaret sin opgave. For mange menneskeuger siden, da hun var ung. Der var fred mellem alfestammerne. Nu var det op til andre at passe på underet. Og andre væsner måtte selv passe på verden. Også mennesket og troldungen, der havde hjulpet hende med at nå målet. Og hun håbede det bedste. Havde givet mennesket af sin trolddomskraft, så han nu havde mere. Men trolddomskunst var jo ikke alt. Løste ikke alt.
   Men der var mildhed i luften.
   Og menneskebørnene legede.
   Penny fløj ud for at se på dem. Genkendte den lille pige med det gyldne hår. Hun stod sammen med en mindre pige, hvis hår var lyst, fint og krøllet. Hun lo og vinkede. Undrede sig ikke spor over at se en gammel alfekone.

Drengen, der stod et stykke væk så det ikke. Hans blik var fæstnet på en sten. Det fregnede ansigt var mut. Et stykke væk, bag et hegn, stod en anden dreng. Også mut og fregnet Og ved siden af drengen bag hegnet stod endnu nogle drenge.
   De skævede til hinanden. Og til ham, der lod som om han kun var interesseret i stenen.
   Penny satte sig på en kvist mellem kirsebærblomsterne. Fine blade dryssede ned over børnene. Som sne, men blødere. Blidere.
   En bred mand trådte hen mod børnene:
   "Lad Keith være. Kom og hjælp med at luge ukrudt."
   "Du sagde vi godt måtte lege lidt, far," sagde den mutte bag hegnet.
   "Jamen men ikke med ham - ikke med troldmandens søn. "
   "Han er slet ikke min far," sagde drengen ved stenen. Keith. Han sagde det højt og stirrede trodsigt på manden.
   "Nehej, men din mor er en slem heks," sagde en dreng med et arret ansigt,
   Manden tyssede på dem og vinkede dem hen mod et stykke jord, fyldt med mælkebøtter og nælder.
   Et jag af forskrækkelse for over hans ansigt.
   For der kom Keiths stedfar. Med bløde skridt. På bare fødder.
   "God morgen, Todd," hilste han og nikkede til den sure, brede mand.
   "God morgen," hilste manden, der hed Todd.
   "I er godt nok nået langt med at luge," sagde troldmanden og smilede. Lod vist som om han ikke havde opfanget den dårlige stemning.
   Men Todd så sur ud. Selvom han prøvede at skjule det.
   "Jeg synes vi skal lade børnene lege sammen selvom vi to ikke er så gode venner," kom troldmanden så til sagen. Han så stadig venlig ud. Smilede endda.
   Todd målte den anden mand med blikket.
   "Nå så hjælper du måske med at luge?"
   "Det kan jeg da godt. Det er søndag, men jeg skal ikke i kirke, så jeg kan luge, hvis du skal."
   "Jeg skal ikke i kirke," sagde Todd. Et smil var vist på vej.
   "Nå, men så er vi snart færdige med det stykke jord. Som jeg sagde, har I nået meget."
   Todd smilede. Børnene så på hinanden.
   Lidt efter legede børnene. Sammen. Og mændene lugede.
   Flere kom til.

En fortryllet dag fyldtes dalen med snak og latter.
   Penny fløj tæt forbi troldmanden. Florlet strejfede en vinge hans kind.
   En dag i maj.