Den radbrækkede drømmer
ranke lille knude
forliste skude
ramponerer facaden
og vender stakåndet om
mod ramaskrig og labyrinter
og det er hende
altid hende
igen og igen
men så er det slut
for de. Dem.
alle de som samles. Enes.
tror på det hele
deres syns guld
Tavsheden var det bedste
står i enmandskrydsild
glemmer de røde kinder
og strækker mig ud
river i den bløde silkesnor
som omfavner os
i ét og samme udsnit af livets varmeste
resten dør ud
stille i tiden som er fremtidens ansvar
det drukner
sendes bort
lammes i sin smukke fremgang
fremskydes til forrådnelse
og så ser det sig selv
som håbløst og forgår
efterladt er en fortrydelse
en erkendelse af livets hast
som blev smadret i afgrunden
og må gemmes i forglemmelsen
som stabler sig i isblokke
på min ensomme bane.