Fornylig var jeg i kælderen for at rydde op, og fandt 2 dukker fra min barndom, som jeg havde gemt.
Dukkernes øjne, deres lyskrøllede hår, frembringer svundne minder. Minder fra barndommen. Jeg var så glad for dukkerne, de var mine, det var kun mig der kunne bestemme over dem. Hvilken frisure, hvilke kjoler de skulle iklædes. De var mine.

Jeg havde ikke så meget tøj til dem, så jeg spurgte min mor, om hun vil sy noget. Hun gik med glæde i gang, og fremtyllede yndige kjoler, bluser, bukser, tørklæder og jakker. Senere hæklede hun også smarte sokker, nederdele og bluser.

Nu havde jeg tøjet, og kunne i evigheder sidde og skifte tøj på dem og rede håret i flotte frisurer med sløjfer. Jeg inviterede mine legekammerater til at komme og lege med. Og så gik legen.

Jeg nåede teenager alderen og gad ikke dukkerne mere, så de blev gemt langt væk.
Først senere, som voksen, efter jeg flyttede til København, spurgte min mor en dag om jeg ville have dem.
Jeg fik dem med, og gemte dem væk, til nu hvor de dukkede op. Dukkerne har fået en god plads på min reol, hvor de nu kigger ned på mig, som nu som voksen leger med andre ting, som f.eks. at lave billeder i billede programmet Paint shop pro(PSP) på computeren.
Ja tænker, at uanset hvilken alder vi har, er der brug for, at vi "leger", bruger vores ånds rige evner og fantasi.