Nu har jeg vist gnasket mig gennem den høne,
skroget lader jeg ligge,
det skal jeg alligevel ikke bruge.
Det er tid til opbyggelighed,
Murske, og brændte mursten.
Op af asken stiger jeg, fejer,
smider væk, flytter grænser,
græder svømmer over,
tømmer et hav.
Smager saltets bitre dråbe.
Jeg går til oceanerne
alt det bløde våde der smyger sig,
kraften og stormen
det blikstille spejl,
og de brændende dønningers skumsprøjt.
Når jeg når frem,
vil jeg huske vejen derhen,
som de skridt der satte spor.
Med dybe huller i sindets sand
til tyngden der gav mig mod.