Jeg var i byen med mine tre venner, som hver især har et handicap, nemlig døv, stum, og blind.

Aften gik godt, indtil de fik for meget indenfor vesten, og begyndte at diskutere.

Den ene (den døve) hører, ikke den anden (den stumme), og det går hen over hoved på den tredje (den blinde).

Men når så den døve begynder at råbe op, får den blinde noget at gå efter, og den stumme ser ulykken komme,
men han står bare og glor, og kan ikke sige et ord.

Den blinde går for højt op i ordene, og skvatter over en blind plet på gulvet,
den stumme bruger både arme og ben, og prøver at forklare den døve, hvad der er sket,
men han sidder bare med det døve øre til, og fatter ingenting,
den blinde rager rundt i total mørke nede ved gulvet, og ser ikke den stummes advarsel,
den stumme prøvede at give lyd fra sig, men der kom ikke en fis.

Så den blinde får bundet en historie på ærmet af den stumme,
den døve går med krum ryg bag ryggen på den blinde,
og den stumme følger trop uden at siger nogen imod.

Nu var den blinde også blevet stum, for han kunne ikke se nogen mening i det hele,
den døve havde stadig propper for ørene, og fulgte trofast den blinde der kendte vejen hjem,
den stumme fulgte bare stille med i en blind vinkel.

Da de gik hjem, blev de fortabt, og for vildt på en blind vej.
Jeg havde min vogn, på et sidespor, og fik dem samlet op,
men det hele endte alligevel i en hårknude på bagsædet,
så jeg satte jeg dem af, ved et bus stoppested, i den forkerte retning,
og tog hjem.