"Du vil finde kærligheden, når du mindst venter det," sagde han og lød som et eller andet skør, fup orakel.

Jeg kunne ikke lade vær med at fnise lidt, da jeg spurgte, "Hvornår er du begyndt at gå Afrodites ærende?"

Han lignede virkelige et lille formærmet barn da han sagde "Fornærm mig ikke dødelige."

Han så, så sjov ud at jeg ikke kunne lade vær med at grine indvendig nu, over hans fornærmede udtryk. Jeg havde virkelig svært ved at holde masken, men med den uskyldigste minde jeg kunne frembringe, sagde jeg, "Det anede jeg ikke at jeg gjorde?"

Han så vurderende på mig og trak så på sine skuldre, da han sagde, "Godt ord igen dødelige. Desuden så er jeg budbringer, at du ved det."

Det var som om noget klikkede på plads inde i mig. En budbringer eller et sendebud? Han er et sendebud og jeg havde lige nævnt den græske kærligheds gudinden ved navn og nu... Det røg bare ud af mig, "Du er Hermes?" Hans sko fik vinger og han lettet lidt fra jorden. Der efter bukkede han lidt for mig og forsvandt med et drilagtigt smil om munden og et glimt i øjet.

Hvor længe jeg stod og så efter ham, ved jeg ikke? Men lige med et kom jeg til mig selv, da en snakkede til mig. "Er De okay frøken?" spurgte en mand, der var stoppede op, for at se til mig. Jeg blinkede et par gange og så, så direkte på manden. "Ja... øh... hvad?" Manden smilede til mig og jeg blinkede, et par gange til og rystede så den underlig fornemmelse af mig, der havde lagt sig over mig, da jeg så Hermes forsvinde i den blå luft.