Da jeg var barn legede jeg en leg der hed: "Jorden er giftig". Fornemmelsen af spænding, hvor udstrakt den fysiske formåen var, de svedige håndflader, de spændte muskler dirrende på grænsen. Afgrundens lurende overraskelser.

Faldet kom altid uventet, når man var allermindst forberedt, allermest skarp og selvbevidst. Lige der. Bang, splash, du er ude, død, væk.
   Jeg hadede det, hadede den følelse af forladthed det gav mig. Jeg tudede aldrig.
   Kun indeni lod jeg mig mærke, intenst som nu, hvor dit stålgrå blik møder mig i døråbningen. Jeg træder automatisk tilbage, ud på trappeafsatsen igen. Døren bliver lukket med et smæld.

I ventetiden stirrer jeg på en afskallet plet i væggen. Noget er stødt hårdt ind i den. Måske er det dit store klædeskab, som du insisterede på at få med. Du insisterede på mange ting, og jeg sagde dig ikke imod, da du flyttede.
   Endelig åbner du igen, og skubber vores datter ud til mig iført rygsæk. Jeg griber om week-end tasken, du kaster i min favn, og hører smækket fra døren runge, mens Emma og jeg går.

Så bliver jeg trukket i ærmet: "Far", siger min datter: "Hvorfor, er mor så sur?"