For det meste satte hun kun sine Kanami-cd'er på om foråret, når hun savnede sakura-festivalerne i Tokyo mest, mens det europæiske vejr blev gradvist mildere omkring hende og hendes japanske minder gradvist tungere, om hjertet. Da fandt hun atter engang den gamle samling frem, støvede af hvor det var nødvendigt og fodrede én efter én skiverne til cd-afspilleren, hun startede næsten altid med Billie Holiday hyldesten, "En knækket stemme" hed den og hun havde altid syntes, det var den perfekte titel til et album dedikeret til Lady Day standards. Til lyden af Billie's Blues i et minimalt arrangement huskede Shiori sit rene, rent nostalgiske eventyr-år med Nagisa, med Nagisa og med bandet derudover, selvfølgeligt, hendes første kærlighed, en evergreen i hendes hukommelse. De havde optrådt, havde levet, havde åndet som var de stjerner, sammen, og hun havde virkeligt svævet helt deroppe, hvor hun næsten kunne røre de andre, hvis hun bare strakte sig en smule og en lille smule mere, føltes det som.
Sådan ville hun måske have kunnet nå dem, i mørket. Stjernerne, tænkte hun. De eneste rigtige. Hvis hun havde strakt sig.
"Ej, sluk for det makværk," klagede Michelle højlydt, da Shiori gentog ritualet endnu en gang, endnu et år, det forår som skulle blive hendes første i Luxembourg. I endnu en fremmed havn. I rækken. Som hendes horisont havde udvidet sig, også musikalsk, var hendes barndomsbeundring for Kanamis stort-opslåede navn derhjemme svundet langsomt ind, indtil alt hun stod tilbage med var en smeltende blød varme i halsen, ikke langt fra hendes stemmebånd, hver gang hun lyttede til hende synge. Hun havde ikke den stærkeste vokal, den var i virkeligheden ret spinkel, til tider på kanten af skinger og hendes engelsk er komplet uforståeligt, hakkede Michelle i indigneret harme, men Kanami repræsenterede essensen af Shioris musiktradition, hendes rødder, hvor hun kom fra. Så mange gode stunder udfoldede sig nu engang foran hendes øjenlågs bagtæppe med lige præcis Kanami som soundtrack. Som dengang hun kyssede Nagisa første gang, for eksempel. Eller da hun kæmpede sig igennem den sidste nat i sin gamle lejlighed, tømt for alt andet end musikanlægget og to CD'er, Shioris ene, hendes egen, hendes bands og så Kanamis. Shiori huskede ikke længere hvilken en af dem det havde været. Formodentligt hyldesten til Holiday, det var altid den samme.
Det var altid det samme.
"Du taler faktisk om en stjerne," svarede Shiori derfor, i stedet for at slukke, gik hen til den antikke skænk som hun på en og samme gang havde ødelagt og reddet ved at male sort. CD-coveret lå med bagsiden opad, alle titlerne angivet i katakana, men Shiori vendte det om uden at læse hvad hun allerede kendte forfra og bagfra, som sin hånds flade, til hudløshed, afdækkede i stedet Kanamis korte, sorte hår og hendes sørgmodige øjne på albummets forside. Det slog hende først i dette fatale øjeblik, at den anden kvinde lignede én som havde set en stor ulykke i sit liv eller måske oplevet en stor sorg. At Kanami lignede én hun kendte, én hun kendte alt for godt. "Vis venligst lidt respekt," fortsatte hun mekanisk.
Hjemmevant, hvis ikke hjemvendt.
Michelle greb fat i en lok af Shioris hår, da hun gik forbi, trak venligt i det. "Ja, ja, hvad hun lyder som, ved jeg ikke..."
Det vidste Shiori, til gengæld.
Og af samme grund begyndte hun at lytte til Kanami oftere efter den dag, lod CD'erne stå fremme sammen med hendes meget større og meget mere bestandige Holiday og Sinatra samlinger, indtil varmen i halsen endeligt fik muligheden for at brede sig ud i resten af hendes krop og hun selv, helt selv, var blevet en stjerne - med både interviews og forsideportrætter i de internationale jazzmagasiner, en stjerne med sine japanske minder lige på tungen.
En ligeså lysende stjerne som dem hun kendte engang, i et andet land, i en anden verden, i en anden virkelighed.