Forårssol på danske øer
spejler sig i stille søer.
Ensomheden runger højt
over havets bølgesprøjt.

Ingen barneleg og latter,
ingen søn og ingen datter
fylder ensomhedens tomrum,
bare mågeskrig og havskum.

Begge sidder tavse sammen,
hun med sorgen, han med skammen.
Havet ligger blankt og stumt,
livet føles tomt og grumt.

Sorgen fylder hver en tanke,
for sig ser hun pigen vanke
gennem engens blomsterflor:
havet sletted' hendes spor.

Hav og marker gav dem føde,
men hver stolthed i ham døde:
drengen søgte storbys jag,
tomhed fylder nu hver dag.

Øen rummer nu kun minder,
langsomt livet her forsvinder.
Forårssol på danske øer,
spejler sig i stille søer.