Jeg skulle have ventet til vi kom hjem. Men jeg løber over. Ordene snubler ud af mig, og klasker op på væggen, som er de en stor blød æggekage. Der hænger de i fri dressur. Al samtale stivner, stilheden omringer os. Det er en arena jeg
   kender godt.
   Du ser på mig med dræberblikket. Drejer om og går. Jeg løber efter dig i forsøget på at standse blødningen. Men du vil ikke have mit plaster. Jeg må bløde og forbinde alene.
   Måske endda sove alene.

Vi to er så forskellige som nat og dag. Det er mig med de mørke tanker det dystre sind. Du ser ikke hvad jeg ser. Forstår aldrig når kvoten af gode dage er opbrugt.Så kaster jeg med knive, og du går såret din vej.

Som bølger på godt og ondt, ebbe og flod.
   Langsomt vender floden, langsomt nærmes polerne.
   Alibi lister forbi, uden at nævne ordet, jazz. Louis Armstrongs smil. Blødgørende returnering.
   Vi ser på hinanden, uden at ville forstå hvad der var imellem.

Taknemmelige for mødet, tosomheden, samværet.