Den fremmede regn
tillader ethvert åbent sår
til at tale sit sprog
lytter til magtesløsheden
som bor i fremmedhedens stemme
åbner døren og samler mine tanker op
mens sjælene bagved det lukkede dør
siger ikke et ord
dolker i min smerte
som et dødt legeme
jeg sidder midt i den tomme scene
jeg mindes efter min far
der åbnede døren
når jeg kom på besøg
jeg husker
hans smil
omfavn
Nu
fortidens minder savner at skrive
sin fortabte glæde
under den evige frosset vinter
der rørte min puls