Der drikkes af glasset. Stille og roligt. Uden nogen form for stress. Uden nogen tanke om, hvad fremtiden må og skal bringe. Med en overskuelig ro, bliver der drukket af glasset. Ved mødet med læber og vinen i glasset, udspringer der tanker og minder. Tanker om fremtiden, minder om fortiden.

Fortiden der har sin plads i vores hjerter og vores minder, både gode og dårlige. Minder der holder os i live og minder der til sidst bliver til drømme. Tanken om drømmen er altid med os. Men den kommer sjældent alene. For uden tanken om drømmen ville mindernes forplantning aldrig have fundet sted.
Steder vi ender, er os ikke givet på forhånd. Det eneste der ligger fast, er virkelighedens grimme syn, der møder os ved enden af det hele.
Den skræmmer mange og undres af få. De få kan til tider fascineres af denne selv samme skræmmende ende på alt.

På alt det vi har bygget sammen i tiden der gik, tiden der er nu og tiden som vil komme. Alt dette er vi sjældent klar til at sætte over styr, ja. Sjældent er vi klar til at kæmpe for det.
Tanken om at lægge det hele fra os. Følelsen af at opgive alt. Give slip på det hele og komme videre.
Den tanke skræmmer mig nu i den sidste stund.
Der drikkes endnu engang af glasset.

Nu for sidste gang.

Måske...