Du skal ikke være her mere. du kan tage dine ting, og så lige lægge nøglerne.
Sagde børnehavens leder. Jeg havde nogle dage i træk afhjulpet rødmen hos en dreng
jeg skiftede bleer på, og det var blevet en gnubben i Bedste Mening, og nok også mere hviskede nogle iagttagere blandt personalgruppen, en såkaldt for intim gnubben
på intime steder.
I den næste børnehave var det det samme.
Så skiftede jeg til ældreplejen, og mit smukke hentehårs gyldne skær forførte flere af de unge
førtidspensionister af kvindeligt køn, som var anbragt blandt ældre ved en fejl.
Du må gerne nive mig lidt, sagde de. Senere du må gerne massere mig lidt.
Også lidt længere nede.
Og så kom deres svigerdøtres niecer med. Og de skulle læres op.
Senere kom min egen families unge piger. Ak ja.
Det er som om naturen leder os alle den forkerte vej. Som om ødelæggelsen af ozonlaget gør
at naturen belønner lyssky moral
Eller er det bare mig?
Mig skal de ikke nøjes med at beskylde for incest. Jeg er en handlingens mand.