4Sætter fuglene fri
Jeg bryder ind · gennem vinduerne · til fuglenes hus · en fugtig varme · ... [...]
Rim og vers · frihed, drømme
8 dage siden
5Mindfulness
Og så ville jeg tage et karbad. · Det siger min psykolog, at jeg sk... [...]
Kortprosa · angst, ocd, kroppen
15 dage siden
12Blind i munden
lige så længe jeg kan huske · har jeg været · blind i munden · jeg kan ... [...]
Digte · sårbarhed, strøtanker
1 måned siden
8Et videnskabeligt sammenbrud
Hegel er den værste. · Jeg har forsøgt at pottetræne ham i en evigh... [...]
Kortprosa · dialog, sort humor, ensomhed
1 måned, 8 dage siden
5Om at eksistere
Jeg · balancerer mellem · tilstand og stilstand · en tilstandsløs afsta... [...]
Digte · hverdagen, krop, meningsløshed
11 måneder, 9 dage siden
3Kraften
Under asfalten · hviler omklamreren · Alle menneskene hopper · i håbet ... [...]
Digte · eksistens, sanser
1 år, 3 måneder siden
2Døren er åben
Klokken er 16:24. · Nøglen bores ind i låsen med en knasende lyd, o... [...]
Digte · ocd
1 år, 3 måneder siden
5Rorschach
Dette er et digt, som ikke er for mørkt · Der er ingen eksplicitte ... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden

Puls: 71,6

Publiceret: 4
Afgivet: 34
Modtaget: 26
Mira Lindgren (f. 1997)
Og så ville jeg tage et karbad.

Det siger min psykolog, at jeg skal, tage nogle lange karbade og lægge mærke til, hvordan vandet føles mod min hud. Det hedder mindfulness.

Jeg skal være mere "nede i kroppen" og ikke så meget "oppe i hovedet" og mærke efter "hvordan du har det nede i maven"... Op, ned, op, ned, som en hoppebold. Men så havde de lukket for vandet, og da de åbnede for vandet igen, var det helt rustent, og jeg kom til at røre ved det gullige vand med rust i, og kan man egentlig dø, hvis man spiser rust? Ikke fordi jeg drak af vandet, men hvad nu hvis jeg gjorde, altså hvis jeg kom til at putte fingrene i munden efter at have rørt det rustne vand. Uden at opdage det.

Ikke fordi jeg putter fingrene i munden normalt, men jeg kunne have puttet fingrene i munden i et kort øjeblik ved et uheld, og nu er jeg nok rusten indeni kroppen, jeg kan mærke det allerede, den orangefarvede rust strømmer gennem tarmene og skvulper i mavesækken og løber i blodet mens den formerer sig som en ondsindet virus med døden til følge. Og jeg kom heller ikke i bad - jeg kunne selvfølgelig bare have fyldt karet op igen, men det gjorde jeg ikke, fordi jeg allerede havde lagt håndklædet ind i skabet, og jeg hader at røre ved håndklæder, de giver mig kuldegysninger, og nu skal jeg finde ud af, hvornår jeg så skal i bad.
   Nu?
   Om en time?
   Om to timer?
   Om tre timer?
   I morgen tidlig?
   Om en uge?
   Der er endeløse muligheder.

Og penicillin er holdt op med at virke på nogle bakterier, og gad vide om jeg er smittet med en resistent bakterie? Tænk hvis demens smitter, og man bare ikke har opdaget det endnu? Kan man blive dement i min alder? Hvis man drikker meget cola zero med aspartam? Ville jeg overhovedet vide det, hvis jeg var dement? Man ved jo kun, at man er glemsom, hvis man husker, at man har glemt noget, og hvis jeg nu var dement, ville jeg muligvis ikke slet ikke huske, at der var noget, jeg havde glemt. Og så ville jeg jo ikke ane, at jeg var glemsom.

Jeg kunne også være psykopat - tænk, hvis det er det, tænk hvis det er derfor, jeg altid har været så mærkelig, fordi jeg er psykopat - jeg kunne jo være morder.

Altså, det er jeg ikke.

Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Vel? Bare jeg ikke har dræbt nogen. Det har jeg ikke, men hvad hvis jeg har alligevel? Tænk hvis jeg har dræbt nogen og glemt det bagefter. Det er ikke sandsynligt. Men i princippet kunne det jo ske, jeg kunne bare have slettet det fra min hukommelse, og nu går jeg rundt og føler mig uskyldig, fordi jeg ikke vil se sandheden i øjnene, sandheden om, at jeg er en morder.

Er jeg?
   Hvad hvis min mor er dement?
   Eller hvad hvis hun får kræft?
   Hvad hvis hun får kræft, fordi jeg har skrevet "eller hvad hvis hun får kræft," så ville det være min skyld, fordi jeg har skrevet det, og endda publiceret det, og kun af egoistiske årsager, fordi jeg er så opmærksomhedskrævende, og det ville være min skyld og min alene, hvad hvis jeg har taget demente bakterier med hjem til hende. Huskede jeg at tjekke ud med mit rejsekort? Tjekkede jeg overhovedet ind?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/02-2018 22:27 af Mira Lindgren (NostalgiskPianist) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 579 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.