Da jeg var en lille dreng,
var de hvidhårede mænd
alle sammen bedstefædre.
Gamle, kloge, hyggelige
og med en speciel lugt.
Nogen som far og mor
snakkede med respekt om.
Da jeg var ung teenager,
var de hvidhårede mænd
alle sammen sure oldinge.
Gale over mine æblerov
i deres forbudte haver.
Nogen hvor man mest
havde respekt for deres stok.
Da jeg var en ung mand,
var de hvidhårede mænd
gamle, nærmest døden nær.
Mennesker man forbandt
med begravelse og kirke.
Nogen ingen i min alder
bare kunne have lidt respekt for.
Da jeg var en voksen mand,
var de hvidhårede mænd
alle sammen pensionister.
Gammelkloge med en mening
om alt og en omkostning for os.
Nogen som alle vi andre
mente skulle respektere os.
Da jeg selv blev grå i toppen,
var de hvidhårede mænd
blevet vise af liv og erfaring.
Mennesker man regnede med
og altid kunne spørge om råd.
Nogen hvis viden vi alle
lukrerede på i dyb respekt.
Nu er jeg selv gammel og blevet
en af de hvidhårede mænd
med livserfaring fra et langt liv.
En bedstefar, olding, nær død,
næsten en pensionist med erfaring.
Nogen andre i det mindste
atter har lidt respekt for i livet.