Han sidder alene, og ser til bage.
Tænker på de mørke timer, uden klage.
Mindes krafterne i stormens, hylende sang.
Sidder nu i dagen sidste lys, hjertet mindes mindes, dagen lang.
Husker den gang, hvor sejlene flænsede i vinden.
Månen hang lavt, med hånden på rorpinden..
bølgernes hvide smukke skum..
Ramte ham med et slag, stod solen op, varm mild og rund..
Øjnene brænder blåt, havet er i ham..
Fugerne i ansigtet, vidner om kurserne, han har sat.
Milene han sejlede, blev den nat, til ende bragt..
Han lader sig stille, synke hen,
Tæppets varmer ham, han har stille hentet den.
Lanternen lyser klar, stuen bliver stædig grøn..
Minderne sidder dybt i ham,
Havet var ham nådig, var altid farfar,s drøm...
C@riti...