Skub hende ud af jeres cirkel,
Og se på hendes forsigtige skridt
Vend jeres ryg imod hende,
Når hun græder og har det skidt
Lad hende se jer snakke,
Og lad snakken flyde i cirklens hav
Stille og roligt vil den drukne,
Og I bliver de mennesker, der tav
De vinger jeres hænder knækkede
De skriger et kvalt skrig,
Der hverken kan skrige eller tie
Menneskets skrig i krig.
Men vingerne forbliver ikke knækkede
De vil vokse sig større end før,
Og frygten I plantede i hende,
Vil stå imod jer og gør oprør!
Lad mig se jer gnide jeres fortrydende hænder
I håb om at lukke ondskaben ud
Den stemme, der nu piner jer er værre
End en vinterdag med sne og slud
I så hende ikke blive stærkere
I de falske smil I gav hende,
I de ord hun ikke hørte jer sige
Det er den styrke I aldrig kan kende...