Eg


1 år, 9 måneder siden 1 kommentar Digte naturforherligelse

2Den hvide dame
Et spøgelsesflor; over verden for, · drivende skygger af vand. · Mell... [...]
Rim og vers · årstiden, naturen
11 måneder, 3 dage siden
1Det snigende efterår
Vægtløs i mørke, · i lys og rum. · Svæver rundt; · og er ganske stum. · E... [...]
Rim og vers · i naturen
11 måneder, 24 dage siden
4Natten truer
Tale til skyerne, med alvorsord. · Binde solen i en snor. · Lægge nog... [...]
Rim og vers · natur, uansvarlighed, fremtidssamfund
1 år siden
2Drømmen om evigheden
Fabulade nr.1 · --- · Jeg tror, naturlig; det er en følge, · aldrig sin... [...]
Rim og vers
1 år, 2 måneder siden
3Egotrip tro
Stærk i troen, men lam i roen. · Tror at gud er hans alene. · Det er ... [...]
Aforismer og gruk · gudstro, fanatisme, egoisme
1 år, 2 måneder siden
6Lykkens vinde
Er man tålmodig nok, · kommer alt til en. · Men ofte man får, · forlidt... [...]
Rim og vers · livsfilosofi
1 år, 2 måneder siden
1Moralsk edukativ anvendelse af urtica
Præventivt tiltag til bekæmpelse af den omsiggribende, helt åbent... [...]
Smilebåndet · humor, satire, utilfredshed
1 år, 2 måneder siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Johnny Rasmussen (f. 1962)
Et agern falder, store højder, lander blødt, jorden kalder.

Blade falder, dækker nød, skallen bliver langsomt blød.

Vinter svøbe; hvidt på jord, under dyben muld der gror,
der en spire; forår venter, lyset kommer, varmen bringer.

Luner skovens dybe muld.

Ud af skallens trygge rum, op mod lyset kommer,
spiren op af skovens bund; første blade, hvilken stund.

Snart der kommer flere; grene her og der,
alle har de blade, lyset mærkes her.

Roden ned i jorden, trækker vandet op.
Solen giver næring, helt til kronens top.

Tiden går; træet gror, snart det står; på vor jord.
Som et vartegn, stor og vægtigt, trodser tiden, som en mægtig.


/// Og hvis der ikke er en eller anden vandal
der finder på at fælde det, så:


I utal af efterår, det agern i jorden sår.
Tiden stille går, tiden stille står.

Men intet holder evigt, kun evigheden selv.
Så efter mangen storm, falder tidens gæld.

Det store træ må slippe, sit greb i skovens bund.
Det falder som en klippe, og giver lys en stund.

Til spirerne i mulden, træets egne frø.
De venter kun, det kommer snart, nu må det blive tø.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/12-2018 18:36 af Johnny Rasmussen (Qriathor) og er kategoriseret under Digte.
Teksten er på 192 ord og lix-tallet er 16.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.