rummet er fyldt med mennesker
og indledende fraser
krydret med pæn høflighed
sammenkomst pr afmålt distance
håbet er
hverdagens vedtagne balance
hun er mørk og distanceret
bryder den lammende konversation
hun kommer i fokus
bylder gir op og brister
materien flyder langsomt ud
overbærende ligegyldighed
forlegenhed
mit hjerte sir sympati
tanken er flakkende og dog kølig
festen er snart forbi
og hyggen kan lige klare sig igennem
Vi kører hjem ad motorvejen
kryber i seng
taler lidt om kvinden
det er synd
hjernen er allerede sat på pause
og hjertet søger en længere dialog