Sorgen klemmer hårdt med sin sorte koldt brændende hånd om mit panisk bankende hjerte.
Du stod der så guddommelig glad i min drøm og forklarede, smilende overbærende at du jo ikke kan blive, du er jo ikke mere.
NEJ ... skriger hver en celle i mig og jeg råber mere end lungerne kan følge med til. Kærligheden overhældes med desperationens had. Du kan ikke forlade os igen, ikke forlade mig.
Du griner og aer min kind, selvfølgelig må jeg afsted siger du mens du vender dig om og går. Tanker og følelser farer gennem mig, flimrende billeder fra en indre epilepsifremkaldende tv-skærm, der viser mig vores historie, minder og alle mine ønsker om fremtiden.
Det der var, må jeg selv huske og fremtiden må jeg selv møde. Så bliv dog her, i det mindste, i mine drømme.