Men det er ikke det. Det er noget andet, noget rørende, som et strejf af en løbeild, når han løfter blikket over brillekanten, og ser gennem hende.

Hvis hun bare vidste, hvad det var. En kontakt, man trykker på, ville være nemmere. Han ser noget derinde, en tanke, en sjæl, en fugl i et bur.

Nej, det her er anderledes, usagt, søgende. Hvad leder han efter? Hvad vil han?

Åbne øjne bag brilleglas, øjenvipper som små koste, og et gråblåt blik, mørkt i farven, af samme kulør som skyggerne bag ham.

Munden smiler aldrig. En smal streg skiller ansigtet. Masken er revnet. En tragisk komedie, i en melankolsk efterårsstorm, hvor bladene drysser.

Hvem er han, Hvorfor sidder han der. Er det bare hans plads.

Hun ser ham igen og igen. To stationer senere står han af. Hun kunne gøre det samme, men så ville hun komme for sent. Det ville ikke gøre nogen forskel. Eller ville det. Han er mødet, sammenstødet, ekkoet.

Et

menneske.