En sømands liv frister kvindekønnet
Mit hav er mere fra lak-æsker der fjerner frønnet
Fra ormædte vindblæste Master jeg kan lakreparere
Det så Anne lige da jeg var vild med en neger...
...-prinsesse der hed Yasmin,men Anne greb mig
Da jeg lagde masten ned for at fernispræparere
At holde mig i to hænder som dermed blev fængslet
Det klarede Christina da Anne slap hængslet
Jeg parkerer tit min bil på Sct Hans Hospitals fjerneste parkeringsplads, når jeg skal på arbejde.Det gør jeg selvom den ligger langt fra den afdeling, jeg normalt er SOSU assistent på. Jeg skal lige sunde mig lidt, og det gør jeg på gåturen. Jeg går ned igennem den lange allé, hvor jeg for mange år siden løb med mine medpatienter når vi skulle nå først hen til patientkiosken og købe ind blandt de mange fristende ting, bæltetasker, t-shirts, slik, kaffe, kaffefløde. Jeg har af en grund der er vigtig for min identitet, valgt at få min SOSU assistentelev praktik her på hospitalet, der er det amerikanerne kalder en mentalklinik, fordi jeg har brug for at få et andet forhold til mig selv, og prøver at få det gennem at stille spørgsmåltegn ved hvor syg jeg er, gennem at prøve at skulle hjælpe de der er endnu sygere, gennem nu altså at være elev som SOSU assistent, og opleve en udfordrende personlig udvikling, blandt andet gennem nogle af de grænseoverskridende elementer. Jeg identificerer mig meget med de folk der tager på overlevelsesture i naturen, både militært og ikke-militært. For mig er denne uddannelse en overlevelsesmanifestation, fordi jeg er intellektuel, og har forsøgt at læse på universitetet på tre uddannelser der alle gik i stykker for mig, og fordi jeg tror de gik i stykker fordi jeg hang fast i patientrollen. Derfor føler jeg selv jeg er ret mandig når jeg tager tyren ved hornene og ved at aktualisere min plejerrolle, min SOSU rolle i forhold til patientrollen, I det mindste kan bane vejen til bare en eller anden form for eksistens og lønindtægt i samfundet, fordi jeg var lige ved at fortryde jeg ikke havde sagt ja til førtidspension da jeg sidst var på Sankt Hans. Det var jeg lige ved at fortryde, fordi jeg altså droppede ud af tre universitetsuddannelser, godt nok var to af dem ikke universitet, men professionshøjskole, men intellektuelle var de. Jeg er ret boglig og stolt af min evne til sprog og humaniora og samfundsfag, så ovenpå knækket at blive patient med en diagnose ville jeg med dette valg af SOSU elev gøre det ikke kom til at stå som et knæk at jeg måtte droppe ud af de uddannelser før. Jeg ville sætte et værdigt punktum. Der er en pris for dette: Jeg gør ting, min pæne boglige jeg ikke plejer. Jeg medicinerer folk selvom jeg selv altid har været imod medicin. Jeg fortæller dem ikke de bør kæmpe sig igennem på arbejdsmarkedet, men pacificerer dem, fordi så er de behageligt rolige på hospitalsafdelingen. Jeg lever på en løgn, fordi jeg ikke fortæller kollegerne at jeg har været syg og indlagt. Og jeg har en privat indre film kørende hvor jeg nærmest bilder mig ind jeg er hemmelig agent på mission, en rigtig elitesoldat, der tør konfrontere skyggerne og kæmpe i skyggerne og har opdaget en særlig 20 x faktor, en særlig stor energiressource i mig selv, som jeg lever og ånder igennem, I en stærk følelse af at det intellektuelle var det forkerte træ for mig at gale op I, at tro på, I alle de år, og at jeg i disse irrationelle magtmisbrugdrifter møder en saft og en juice, der er lig med at jeg ægte er kommet hjem til mig selv. Mit horoskop siger jeg har en rigtig juvel, I min personlighed, jeg bør udleve, og som findes netop i den irrationelle skygge.
Efter Sankt Hans Hospital jobbet nu har varet et stykke tid, er det ved at rinde ud med den slags innovation, for innovation skal fornyes i nye tiltag med andre temaer. Jeg er en worldcentric orienteret kosmopolit, og jeg tror europæere nu I karma er udsat for hævn fra en kollektiv skygge der er helt tilbage fra trekanthandlen hvor vi bragte kakao, elfenben og slaver frem og tilbage, og at mange af de dårligdomme jeg er blevet mødt med I mit liv, både med psykisk og fysisk rygsygdom og kærlighedsforholds hurtige afslutning, ikke så meget skyldes om jeg selv var god, for det var jeg tit, faktisk ret sød, men skyldtes den skygge, netop fordi jeg er kosmopolit og ikke må være det for horoskopets Saturn. Derfor bør fortsættelsen på det jeg kalder hemmelig agent film, være en fortsættelse, hvor jeg forstår at hvis man er meditation bør man ikke have identifikation med andet, og at min identifikation med mad, fordi min far var kok og jeg godt vil have det gode med fra ham, af miljøarv, er dårlig for mig så længe afrikanere og andre sulter. Vi dyrker meget mad I borgerklassen når vi får børn her I Danmark. Jeg bør lave samme commandoraid som jeg gjorde imod den skygge Sankt Hans var som mit patientsted, men nu imod maden. Kort sagt gøre som Navy Seal Mark Divine, fjerne identifikationen med mad, via at jeg praktisk, meget seal lavpraktisk angriber at karma fra afrika kan angribe mig, gennem jeg drikker shakes, altså med alle proteiner og kulhydrater og får meget få måltider. Og et meget let aftensmåltid, højst lidt olivenolie, olier er gode, på rugbrød, efter nogle kogte bønner. Mark får sådan en shake om morgenen sammen med en avocado og en kop kaffe, og efter få uger er mavesækken ikke udspilet mere på den måde, altså efter få uger uden store mængder af mad, og en seal vurderer iskoldt at nervesystemet mest signalerer sult fordi den ønsker den opfyldthed der er i følelse af udspilet mavesæk. Jeg bør samtidig lave den adl commandoraid at jeg kæmper for at jeg genvinder evnen til at kunne, og vil elske at nyde at kunne tage strejfture som da jeg var dreng, på min cykel, og ikke som nu har en skygge hvor tanken om ondt i røven i en cykelsadel skræmmer mig fra cyklen. Så jeg har været i T. Hansen igår og købt en frisk racercykel.