Et medfødt lys i mørkets tomrum,
et tomrum som af få skænkes en tanke.
Men er lyset tændt skabes opmærksomhed derom,
suger energi og ændrer perception.
Uskyldigheden slår gnister i flammen,
eksistensen får flere farver, får flere blomster, får mere nærhed.
Men livet forurener,
uforståelighed får regnbuens farver til at sortne,
uskyldig renhed bliver til sod,
der siver fra lyset,
forpester perceptionen, får blomsterne til at visne, dø, rådne.
Hvad der før var nærhed bliver til fjerne galakser.
Et medfødt talent forsvinder i mængden af skikkelser med slukkede lys,
forvrænges til en manisk febrilsk vandring gennem et tomrum uden exit.
Vraget af livet bliver flammen sort,
skaber kaos, skaber mørke.
Vi søger stadig,
efter den befrielse,
der vil få lyset til atter at lyse og ej forblinde,
tvinge dualismen tilbage til barndommens håb,
skænke os vores sande syn - vores medfødte syn,
det syn vi blev berettiget af verden, da vi slog øjnene op.