Jeg skriver fordi jeg må og ikke for jeg skal
poesi give mig mening, så jeg ikke bliver gal
Der er mange måder, der kan lette for trykket
vi må alle finde vores, få nogle grænser rykket
Det vigtigste er, først at se sygdommen i øjet
undgå at skjule sig selv, leve sit liv forløget
Komme frem i lyset og være åben og ærlig
fortæl hvad du kan, hvad hæmmer dig særlig
Når så du og dine, har fundet jer til rette
er det næste step, ikke det mest lette
Så skal man til, at finde mening med livet
tidligere planer, kan nu ikke tages for givet
Rystelser og stivhed, er en kendt situation
for mange er det, begyndelsen på motion
Bevægelse til rytme, eller boksning i skygge
løsner stive muskler og styrker ømme rygge
Jeg kan ikke male, tegne, løbe eller spille
og rigtig mange andre ting, jeg gerne ville
Jeg sidder for meget, som mange af vi tykke
men finder i poesien, min rytme, min lykke
Her slapper jeg af og får mit sind helt i ro
deler mine tanker, mærker inspirationen gro
Det overskrider mine grænser, at skrive digte
men det giver mig mening, og mit liv fik sigte
Vores verden er rystet, ikke faldet fra hinanden
gør blot hvad du mener, vil bevarer forstanden
At være Parkie er en tilstand, det aldrig målet
søg det der gør dig glad, og bid så til stålet