Dybt inde i skovens dybe stille
var vi engang kun os to, kun os to.
Fra granens top slår sangdroslen sin trille.
I det døende bøgetræ har flagspætten bo.
Når de lyse nætter kom, rejste vi,
væk fra melankolien højt mod nord.
I år gør coronaen, at vi må bli',
mon vi så igen på de lyse nætter tror?
Dybt inde i skovens dybe stille
gemmer jeg mig for at få lidt ro.
Jeg betragter en farvestrålende bille
og en form for meditation vil gro.
Når sommer rejser væk herfra, længes jeg,
for det synger langsomt i skoven, hvor jeg går
Mon det at finde vejen går som i en leg?
Vejen hjem i et tempo som jeg forstår.