Dagmar er en meget gammel dame. Hun har øjne som stadigvæk er fulde af liv. Jeg tænker på hendes øjne som grønne glaskugler fundet i sandet. Indeni er de klare og usårlige; men på ydersiden er de ligesom slidt af tusinder sandkorn; men det indre skinner igennem. Ja Dagmar er meget gammel; men ungdommen fortsætter i det hun ser. Hun snakker meget om mennesker der levede for menneskealdre siden. Jeg leger med, og snakker om de samme personer, som om de virkelig er her. Hun sidder i sin lænestol i ældreboligen og kigger ud igennem ruden. Egentlig kigger hun blot ud på en lille have med lidt græs; men det er ikke det hun ser. Hun kigger ud igennem ruden til det lille torv med det smukke springvand. Fra sin stol følger hun med i alt, der sker derude. Hun ser en ung mand gå forbi med en kærre med mejeriprodukter. Han afleverer mælk og ost til den lille kælderforretning på den modsatte side af torvet. Der går fruer og frøkener med fine hatte og kjoler. En ung mand holder sin arm om sin udkårne og ler.
   Jeg banker på hendes dør og hun siger kom bare ind. Jeg fortæller hende, at det er kaffetid. Den gamle dame ler og nikker.
   Jeg følger hende ud til kaffebordet. På vejen ud inviterer hun mig på kaffe en af de nærmeste dage, for jeg skal møde hendes mand og hendes forældre. Det vil jeg meget gerne, siger jeg, selv om jeg godt ved, at hendes mand døde for 30 år siden og forældrene for endnu længere siden. Dagmar er altid glad og smilende, hvis man snakker med og lever sig ind i hendes verden.