Det var sidst i halvfemserne, der havde igen været skovbrande i Indonesien. Singapore, hvor vi dengang boede var fuldstændig over dækket af røg. Bilerne havde et pænt lille lag aske på taget om morgenen og solen så vi kun som en rød ballon der skinnede igennem røgen. Dette havde stået på i flere uger, og vi var ved at blive træt af det.

I denne tid besøgte jeg et kristeligt seminarer to gange om ugen på et tidsrom over to år. Jeg følte mig meget velsignet i denne tid. Jeg havde også brug for en indere styrke, vores meget handikappede søn var gået hjem til evigheden. Det efterlod ikke kun et stort savn hos mig, men jeg havde med en gang masser af tid.

En aften havde vi en referent fra Johore. Johore ligger på den anden side af grænsen til Malaysia. Han var præst for en frikirke, hvor mange muslimer omvendte sig også sådanne med indflydelse i landet. Som han sagde: Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke kommer hjem, er det fordi jeg er blevet inviteret til at drikke tee med visse herrer.

En aften opfordrede denne præst os alle sammen til at stå op og bede højt for røgen til at forsvinde. Derefter sagde han: Det får i beviser for i morgen. Næste dag var røgen fuldstændig væk til alles overraskelse og det uden regn eller stærk vind. Den var slet og ret forsvundet.

Hvis man som et folk vil stå sammen og bede til Herren, vil han høre og helbrede landet. Det er nævnt over og over igen i det Gamle Testamente.