Som perler på en snor ligger de. Svampene. I den grønne mosbund. Skoven er rolig. Træerne bevæger sig ikke, men jeg kan mærke at de lever. De taler til mig. Ikke på samme måde som du og jeg taler. Men jeg kan stadig høre dem. Jeg kan høre, hvor stille de er. Den røde fluesvamp på det grønne mos danner den smukkeste kontrast, jeg nogensinde har set.
   En anden svamp, en jeg ikke kender, laver en skål af en slags. Der falder de små vanddråber ned og samler sig. Det er her skovbundens trolde slukker tørsten.
   Vi leder efter kantareller. Der er ikke nogen lige her. Vi er for tæt på vejen, er der en der siger. Vi går længere ind. Jeg snubler over nogle nedfaldne grene. Jeg ser en lille skovsø, der er helt grøn af andemad. Troldenes badekar. Vi vender om. Min datter er sulten. Hun skal tisse. Vi vender om og går tilbage mod bilen. Nu er der mange kantareller. Mange små. Svigermor siger, med sine hæse hvisken at mange bække små gør en stor å.
   Jeg kan mærke at jeg er tæt på nu. Meget tæt på at være in the zone. Flere små. Mange små. De er så små at de er mere hvide end orange-brune. Men jeg snupper dem grådigt alligevel. Jeg er tæt på vejen nu. Kan se bilen. Kan høre hunden. Kan se min kæreste og hendes far. De griner og tjatter til hinanden. På den anden side af vejen, i grøften der er grøn, ser jeg nogle svampe, som jeg tror er spids nøgenhat. Jeg plukker dem, pakker dem ind i mit mundbind og lægger dem til tørre i min lomme. Så ser jeg dem. Kantareller. En guldmine. De er over det hele på denne side af vejen. I de næste 30 minutter er jeg forsvundet. Forsvundet ind i skoven. Ind i en verden af grønt, hvidt, brunt og vådt. Min familie kalder på mig. Vi griner allesammen. Det er ren meditation, bliver vi enige om. Jeg får lyst til at tage mine sko af, og gå på bare tær. Det kan du bare gøre, siger min svigermor.