Da du stod ved kysten
tom for trods
overvundet
så jeg endelig
hvor fanget du var
i fortabelsen
Det stille vand gav
dit spejlbillede
en genkendelighed
du ikke længere selv besad
Din spejling flød
ubevægelig et øjeblik
efter du forsvandt
Dine fodspor i sandet
dine aftryk i universet
er det eneste tilbage af dig
De fører ud af vores verden
Ind i det vanvid
som kun du kan eje
Der var varsler i dit væsen
vi ikke kunne tyde
Et sprog af visioner
du ikke kunne oversætte
En verden for mægtig
til din modstand