Livet føles uendeligt langt
når hver dag er en kamp
og jeg ender med at drukne
i selvmedlidenhed og ynk
fordi alternativet er for
uoverskueligt og hårdt.
Min pude er våd af tårer
og aftenen flyver forbi
imens jeg overvejer hvor
og hvorvidt livet skal ende
eller om jeg kan leve
eller overleve endnu en dag.
De mørke tanker nedfældes
på telefonen i et kort overskud
og jeg føler mig en smule stærk
fordi jeg har muligheden for
at sige farvel gennem ord
der alligevel aldrig bliver læst.