Der var meget hun ikke sagde. Det kunne hun ikke få sig selv til. Tiden gik, hurtigere den ene dag efter den anden. Der var jo så mange planer.
Smerterne blev så kraftige at tårerne væltede ud af hende. Tiden var en underlig størrelse ligesom knuden.
De følges ad, knuden og tiden. Noget i hende døde, andet blev levende . Det var det omvendte det skulle. Men det var sådan det blev. Hun vidste at der var ting der skulle nås, men ikke kunne fås, det kunne ikke betale sig.