Hun var ikke lige sådan en man mødte hver dag, i samfundsfag i 1. G
Hun var en af dem der fik mig til at føle at jeg var til
Jeg fandt hende et sted mellem rejsning og fald
Jeg betragtede hende med frygt og et kald
Hun bar livet uden på tøjet, en sylfide af de blide
Men der var noget uforløst, noget jeg ikke kunne vide
Jeg var besat og lyttede ved hendes dør
Så kom min svanesang mit endelige opgør
Hørte slang pseudonymer for det mandlige og kvindelige køn
Men hun var dog stadig svarret på min bøn
Væggene har øre og jeg fik kun et hurtigt kig
Hun frem stønnede en moralsk anløbende retorik
Hun greb livet i flugten før det forsvandt
Hun havde et platonisk forhold til hvad var løgn og hvad var sandt
OMK : Hun var blevet komfortabel hudløs, og fældede den tårer der sku te
Jeg svedte angsten sved, viste ikke om jeg skulle græde eller le
Hun var blevet komfortabel hudløs, lod bægeret løbe over
Jeg forsøgte med, at man skal holde det man lover
Var fanget mellem to lakerede negle, som en lus
Hun benyttede kroppens eskapisme for ikke at miste sin rus
Der er viskende råb, der er angst der æder sjæle
Der er sind der hellere vil dræbe end kæle
Det hun frygtede mest var stilheden efter festen
Hun frygtede ensomheden som pesten
Hun skjulte sig i hendes konkylie, kom aldrig ud at sit sneglehus
Forblev i osteklokkes skær, for ikke at komme ud af den dulmende rus
Hun krystalliserede som sne krystaller med små intervaller
Som eskapisme hver gang virkeligheden kalder
Der blev noget episk over hendes fald fra pilestaten
Det skete i de dage i Februar engang, da hun brød traktaten
For en nat af gangen havde hun været utalliges viv
Det at vente på at tilværelsen skulle begynde, blev hendes liv
Hun var blevet komfortabel hudløs, og ventede på trøst
Hun tænkte tanker for døve ører, og ingen forstod hendes røst