Han ser billeder, lukker øjnene og skaber alt indeni, Små film, historier der lever. Det er som at være der selv. Han går ned ad gaden, gennem byen på en søndag, kirkeklokken ringer. Der er stille på sådan en formiddag. Han når parken med bolden under armen. En svag vind blæser i ryggen, som om nogen klapper ham. Han smider bolden og løber ud i græsset. Han er en glad dreng, det er en god dag, i hvert fald lige nu, lige her i solen. Han sender bolden i en smuk bue, op mod det gule. Halvvejs blændet, står han tilbage indtil han igen kan se. Der et stykke fra ham er far "Hej Jonas", råber han: "spark nu".

Han returnerer bolden med stor kraft. Hans far fanger den og holder den ind mod kroppen. Jonas løber ham i møde. Hånd i hånd går de gennem gaden. De passerer skolen: "Der gik jeg også", siger far: "Min lærer hed Otto Hansen"
   Jonas krammer fars hånd, den er meget varm, som en radiator eller en kogeplade: "Far skal vi ikke snart hjem".
   Jonas slipper fars hånd og sætter sig på bænken, hans fødder svæver over jorden, han roder i sin ene lomme og trækker en krøllet pose frem, der er en lakrids tilbage, han putter den i munden og sutter langsomt på den, mens han studerer far. Fars næse er stor og lidt skæv: "Din næse er skæv", han peger.

"Ja", svarer far: "Jeg faldt af min cykel, og den brækkede"

"Var du på hospitalet"
   "Ja, jeg var en vild dreng, jeg kom tit til skade".

"Jeg passer på", Jonas sutter på sin lakrids. Fars sorte hår er som natten, og det skinner næsten ligesom hans blanke jakke. "Mor siger du er død", Jonas studerer far.

Fars ansigt vrænger og blegner, så rejser han sig: "Vi ses", siger han. Så går han med hurtige skridt ned ad gaden, han laver ingen skygge men bolden ligger stadig på bænken ved siden af Jonas. Jonas rejser sig. Han går op mod legepladsen mens han spiller med bolden, han leger mens mor er i kirke, søndag er altid meget stille. Mor er også stille om søndagen. Om søndagen lever far. Far er meget levende. Jonas rør ved ham, og de snakker.
   "Far", siger Jonas: "vil du med hjem?"

Far klapper hans kind: "Det kan jeg desværre ikke".
   Jonas har lyst til at græde, men han gør det ikke, ikke når far er der. Men måske søndag aften når han kører rundt på sin cykel.