Meteorologerne spår, at der snart pudres et hvidt dække ud over hele landet, ligesom hvide lagner over hospitalsenge, der knager i deres rustne grene i landskaber af feber og frost.

Det hvide lysner, så jeg har bedt om en samtale med selveste vinteren, der som en årstid suser ud og ind af min hjerne. Vinteren fylder sin kanyle med sne i år. Vinteren afventer tålmodigt mørket og kulden i mit kød. Sygeplejersken fylder sin kanyle med vaccine mod covid19 og vinteren strenges medens vi venter på foråret.

Jeg bliver så træt, flår ledningerne ud af min hjerneskal og slukker for vinterens strøm af sne. Jeg åbner vinduet og rækker hænderne mod havet. Et sted smelter sygehuset som smerter i vintersolen, hvor sundhedspersonale for en tid opbevarer deres øjne og hjerter i gaze, medes de går rundt på de frostbelagte gange og stuer. Der går de med huller i ansigtet og brystet for at have et sted, at gøre af patienternes hænder. Patienter der gerne vil ses og mærkes.